23948sdkhjf

Direktørløs detailkæde sætter omsætningsrekord

Milliardambition var tæt på at blive indfriet i 2023, mens Biltema stadig står uden reel direktør

Det er stadig omgærdet af mystik, hvorfor nu tidligere Biltema-direktør, Jacob Borring Møller, stoppede på posten i januar. 

Det meddelte han i et opslag på LinkedIn

Nu har hans tidligere arbejdsgiver så frigivet regnskab for 2023 - som egentlig er Jacob Borring Møllers fortjeneste. 

Han står blot ikke angivet i årsrapporten - som tilmed indeholder en omsætningsrekord for detailkæden. 

Sidste år spåede Jacob Borring Møller, at man ville runde én mia. kr. i omsætning - og det er tæt på, at den tidligere direktør fik ret i sin forudsigelse. 

918 mio. kr. lander toplinjen på for Biltema-kæden. 

Nye varehuse

I alt tæller Biltema 17 varehuse fordelt over hele landet - og det er netop nyåbninger af disse samt "en markant positiv udvikling i Biltemas Caféer", som kæden tilskriver rekordomsætningen. 

Biltema-ledelsen betegner selv regnskabet for "tilfredsstillende" - trods at overskuddet på bundlinjen falder med cirka tre mio. kr. 

For det igangværende regnskabsår forventer Biltema-ledelsen en omsætningsvækst - samt også et voksende overskud. 

"Dette vil blandt andet ske på baggrund af to nye Biltema-varehuse, der åbnes i 2024 i henholdsvis Sønderborg og Holstebro, samt øget markedsandel," skriver ledelsen i sin beretning. 

RetailNews har rettet henvendelse til Biltema for at få en kommentar til årsregnskabet for 2023 - samt for at få en melding på hvor ansættelsesprocessen af en ny direktør står henne. 

Biltema er ikke vendt tilbage på RetailNews' forespørgsel før denne artikels deadline.

Marketingchef i Biltema Danmark, Rikke Antonsen, konstaterede dog i starten af april, at der "ikke var noget nyt i processen om rekrutteringen af en ny direktør til Biltema Danmark". 

Se nøgletal for:
Læs mere om: regnskab detailhandel
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.677